“Thirty years from now, people will think of the Viet Nam War as Platoon.”
Hvis nogen film har tilbudt amerikanerne et vindue til det som soldaterne i Vietnam gennemgik, må det, på godt og ondt være Platoon. Oliver Stones filmiske mesterværk fra 1986, blev ikke kun belønnet ved kasseapparaterne, men også af kritikerne ved årets Oscarudeling.
Filmen blev den repræsentation af fortiden; den vision som amerikanerne efter års søgen endelig kunne finde sig til rette i, og med. Som ingen anden film før eller efter den, bragte Platoon krigen hjem. Den fysiske nærhed hvormed filmen skildrede krigen, bragte for første gang veteranerne på øjenhøjde med det civile samfund, som mange af dem følte, havde svigtet dem.
Men vigtigst af alt, så cementerede Platoon, en gang for alle, i det amerikanske offentlige rum, myten om at soldaterne, i lige så høj grad, eller endda mere, end de vietnamesere som de kæmpede imod, var ofre for krigen. Det var denne offerrolle, eller nærmere betegnet martyrium, som var kulminationen på årtiers ideologiske og politiske kamp om Vietnamkrigen, der med Platoon fik sit fineste monument.
Ligesom mindesmærket over de faldne fra Vietnamkrigen i Washington, med dens sorte granit var, Platoon ikke helt uden sine kritikere og kontroversielle sider. Mange mente f. eks. ikke at det sømmede sig at mindes USA’s faldne med en mur som på ingen måde kunne siges at hylde netop den patriotiske linie, som de stod for. Som McAdams udtrykte det, mente kritikerne ikke at den skulle, ”..be below ground, slammed into a hillside like it was hiding from the world.”
Men sammen bidrog disse to til at ændre det diametralt modsatte syn på krigen, som næsten havde splittet landet ad, sådan så både krigsmodstandere såvel som dem de mere patriotisk sindede, kunne samles om et fælles Vietnamkrigs narrativ. Der kan dermed siges at være opstået en, hvis ikke tilbagevenden, så en tilnærmelse til nærmest normale pre-Vietnam tider. Som Brian Himebaugh udtrykte det,“Rather than destroying or significantly altering national identety in the United States, most American memories of Vietnam eventually coalesced around familiar convictions and values.”Det er vigtigt at forstå filmens budskab i denne kontekst.
Den fysiske ramme var en ting, offerrollen en anden, men vigtigst af alt var nok den autoritet som Oliver Stone bidrog med, i kraft af den nærmest urørlig position som hans rolle som veteran og ”øjenvidne” skaffede ham. Den realisme filmen gav udtryk for at gengive, og som Stone ikke var sen til at udnytte, blev kun forstærket at kritikernes og ikke mindst mange af veteranernes fortolkning af film som værende, ”Vietnam, the way it really was, on film.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar