Filmens litterære forlæg er Joseph Conrads (1857-1924) lange novelle/korte roman Heart of Darkness, udgivet i 1902. Conrads fortælling om kolonial rovdrift langs en unavngiven flod i et unavngivet land (nemt identificerede som Kongo og Belgisk Kongo) fungerer perfekt som Coppola´s allegori til USA´s krig i Vietnam.
Om end filmen ikke er en filmisk version af bogen, har de to værker mange fælles berøringsflader. Filmens centrale omdrejnings punkt er Marlow/Willards rejse op ad en flod, på jagt efter den mystiske Kurtz. Kurtz som i romanen er agent for det kompagni som har koncession på al handel på floden, er efter sine forsattes mening gået for vidt og bør stoppes. Som i filmen, tegner Conrad et billede af en utroligt begavet mand, en effektiv administrator, som efter lang tid i kompagniets tjeneste, til sidst erkender det hykleriske ved den præmis som hele den koloniale operation hviler på. For at ”redde” de vilde, skal de enten underkues eller slås ihjel.
Til at undersøge denne ”maverick”, sender kompagniet en ung uerfaren kaptajn, som under sin rejse op ad floden bliver betaget, ja nærmest forført at Kurtz, gennem hans personale journal. Gennem en række hændelser på vejen til Kurtz jungle tilholdssted, forsøger romanen at belyse det korrumperende ved hele det koloniale projekt. Ved vejs ende finder Marlow da også imperialismens heart of darkness/ mørkets hjerte, en god mand som er gået ”native” i junglens fugtige mørke. Den ”vilde” genopstået i det civilicerede menneske: det mørke i menneskets hjerte.
Filmen har også søgt at gengive meget af den stemning af forfald og forrådnelse som Conrad efter egne erfaringer langs Congo floden beskrev i sin roman. Både filmen og roman er fyldt med røg og tåge, samt en central tendens til at anvende lys og mørke til at skildre personernes indre kamp mellem godt og ondt.
For Conrad var det essentielle ikke den fysiske rejse op ad mørkets flod, men derimod rejsen længere og længere ind i kolonialismens og imperialismens mørke hjerte. For Coppola var rejsen op ad floden blot en praktisk allegori, den opfyldte hans behov for mange forskellige tableauer, og dannede samtidigt den dramatiske baggrundseffekt som var nødvendig for at vise krigen fremadskridende, eller nærmere betegnende nedadskridende, udvikling.
Fra hovedkvarterets ro og disciplin, til det totale kaos og militære nedsmeltning ved Do Lung broen på grænsen til Cambodja. Kritikere har påpeget at ved at vælge Conrad som litterært forlæg, knyttede Coppola sig til den imperialisme, som også Conrad havde dyrket. Ved at underordne Vietnameserne og gøre filmens konflikt til en moralsk kamp amerikanerne indimellem, undsagde han sig selv når han udtrykte håb om at filmen kunne blive, ”..an experience that would give its audience a sense of the horror, the madness, the sensuosness, and the moral dilemma of the Vietnam war.”
Som Andrew Martin skriver, fungerede Conrads roman i et univers og en tid, hvor ideen om det europæiske imperialistiske kolonisations projekt, endnu ikke var helt tømt for idealisme. ”In Apocalypse Now it is precisely the lack of any such enabling idialism behind the American war in Vietnam that finally undermines both Willard and Kurtz.”
John Millius skrev det første udkast til det som skulle blive manuskriptet til Apocalypse Now , i 1969, mens krigen var på sit højeste. Tænkt som den senere så kendte stjernekriger George Lucas anden film, men denne tidlige version af filmen blev ikke til noget.
Det var Millius mening at filmens skulle indspilles med en høj grad af realisme, med et lille budget og med deltagelse af veteraner fra netop de kamphandlinger som filmen skulle skildre. Men kontraktlige årsager gjorde at Lucas i 1974 valgte at droppe Apocalypse Now projektet og i stedet koncentrere sig om at indspille Starwars (hvilket nogle har valgt at læse som en slet skjult allegori over Vietnam-krigen.)
Millius manuskript lagde vægt på Kurtz´s retskaffenhed og junglens og dermed også hele landets korrumperende effekt. Millius var betaget af krigen og han ønskede at beskrive de amerikanske soldater i et så positivt lys som muligt. Millius mente at have fundet et moderne forbillede til Kurtz, nemlig oberst Robert Rheault fra de grønnebaretter.
I 1969 blev han stillet for en krigsret, anklaget for at have henrettet en sydvietnamesisk officerer, som han mistænkte for at være spion. Han blev ikke dømt, kun frataget sin stilling, men det faktum at han overhoved blev anklaget, var for Millius et symbol på alt hvad der var gået galt for amerikanerne i Vietnam. Fordi hvad var, set med Millius og mange andre amerikaneres øjne, Rheault forbrydelse? Som Millius selv sagde, ”So this guy is doing his job, I mean he´s trying to win. Eventually he is incarcerated; he is brought down for trying to win the war.” [3]
Blandt de mange bøger som udkom i tiden efter Vietnam-krigens afslutning i 1975, står Michael Herr´s Dispatches (1977), som en milepæl. Herr´s havde dækket Vietnam-krigen for ”Esquire” magazine som krigskorrespondent i tiden mellem maj 1967 og maj 1968. Det var blandt disse tidligere artikler han fandt materialet til det som efter syv års arbejde, skulle blive til en af Vietnam litteraturens mest populære ikoner.
Ikke mindst bogen narrative stil, eller mangel på samme vakte opsigt. Herr beskrev selv bogen som en roman, men han lagde heller ikke skjul på at den byggede på hans egne erfaringer og derfor kommer læseren hele tiden i tvivl om de soldater og de hændelser han beskrev faktisk havde fundet sted, eller bare var ren fiktion. Anmelderne var ikke sene til at udnævne bogen til et mesterværk, på en gang litterært og historisk.
Men det som adskilte Herr´s skildring af Vietnam-krigen fra de fleste andre konventionelle journalistiske eller faghistoriske, var dens totale mangel på et samlende narrativ. Fra start til slut, er det en samling spredte anekdoter, ikke samlet udfra nogen kronologisk eller tematisk orden, men mere eller mindre anbragt tilfældigt. Denne følelse af tilfældighed, eller rettere kaos, gennemsyrer hele bogen og er med til at få læseren til at forstå at dette er en ny slags krig. Igen og igen henviser han til anden verdenskrig, både som bærer af en speciel amerikansk militær tradition og som mytisk begivenhed, men også som noget ”arkaisk”.
Bogen fungere også som symbol på den nye verden, som Herr mente Vietnam blev vartegn for. En relativistisk verden; postmoderne måske, men altid under forandring. Anderledes end den verden som han selv og resten af hans generation var vokset op i. Som han skrev på første side,
”We Knew that the uses of most informations were flexible, diffrent pieces told diffrent stories to diffrent people. We also knew that for years now there had been no country here but the war.”
Her kunne han lige så godt tale om USA som om Vietnam. Fordi det var, til og om amerikanerne han skrev og ikke Vietnameserne. Som i Apocalypse Now og resten af film genren for den sags skyld, behandles Vietnameserne som statister, hvis ikke som deciderede skurke. Måske skyldes det primært som Herr skriver, ”at læse dem (kort over Vietnam) var som at læse ansigtet på en vietnameser, og det var det samme som at læse i vinden.”
Det kan argumenteres, at fordi kulturkløften, mellem øst og vest var for stor, internaliserede amerikanerne fra første færd konflikten; de invaderede dermed ikke bare landet fysisk men også mentalt. Herr bog er vigtig i den forstand at den er et betydningsbærende vidnesbyrd om ikke bare krigens vanvid generelt, men også om den erkendelsesmæssige forandrings bølge som ramte USA og amerikanerne i kølvandet på deres intervention i Sydøstasien.
Som også filmen er bogen et vidnesbyrd om amerikanernes forsøg på at komme til tåls med en smertelig fortid, men også at dette ikke var muligt, i hvert tilfælde udfra konventionelle metoder. Derfor var det oplagt at indkalde Herr til at skrive filmens fortællerstemme, fordi han om nogen var blevet krigens stemme. 
Herr blev, efter færdiggørelsen af filmen hyret af Coppola til at skrive Willard´s fortællerstemme. Det er ikke mindst sammenkoblingen mellem Herr´s litterære Vietnam univers og Coppola´s visuelle univers, som ifølge Adair, udgør den skabende akse i filmen. Herr skal vi senere vende tilbage til, ikke mindst fordi det var hans manuskript som lå til grund for Kubrick´s Full Metal Jacket.
Det som kendetegnede Herr´s såvel som Coppola´s vision af Vietnam var at det var et sted som var umuligt at nå gennem den konventionelle histories narrativ stil. Det gav ingen mening at rekonstruere krigen ved hjælp af kildemæssigt belyste årsagssammenhænge, fordi krigen havde været gennemsyret af vanvid, et vanvid som karakteriserer såvel menneskene, som landet. Som ingen anden havde han held til at fange tidsånden og krigen sådan som mange oplevede den, både veteraner og civilister, nemlig som et uhyre, der var større end noget enkelt menneske.
”Year after year, season after season, wet and dry, using up options faster than rounds on a machine-gun belt, we called it right and righteous, viable and even almost won, and it still only went on the way it went on.”
Det som måske er Herr´s vigtigste fingeraftryk på filmen, er dog hans insisteren på at gøre Vietnam til en abstraktion, et symbol og et begreb på det amerikanske syndefald. Hos Herr findes der ingen virkelig interesse i at finde den virkelige årsag til krigen, de skyldige til miseren ses kun som skygger eller beskrives kun i forbifarten.
Om end ingen af Herr´s mange anekdoter fra bogen er at finde direkte i filmen, lægger hans tekst til Willard´s indre dialog sig som et tungt tæppe hen over hele filmen. Derfor overrasker det ingen da vi ved vejs ende, i Kurtz lejr efter hans henrettelse, ikke opnår nogen form for tilfredsstillelse, men kun den samme tvetydighed som Herr ender sin bog med.
For litteratur- forskeren er dette selvfølgelig helt legitimt, da pointe jo aldrig var at give publikum et virkeligt billede af krigen. Derfor står filmens insisterende syn på krigen som en illusion om en illusion, fortalt gennem metaforer og allegorier spundet over et litterært forlæg, som en fremragende måde at beskrive krigen på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar