Apocalypse Now - litterære oplæg

Filmens litterære forlæg er Joseph Conrads (1857-1924) lange novelle/korte roman Heart of Darkness, udgivet i 1902. Conrads fortælling om kolonial rovdrift langs en unavngiven flod i et unavngivet land (nemt identificerede som Kongo og Belgisk Kongo) fungerer perfekt som Coppola´s allegori til USA´s krig i Vietnam.

Om end filmen ikke er en filmisk version af bogen, har de to værker mange fælles berøringsflader. Filmens centrale omdrejnings punkt er Marlow/Willards rejse op ad en flod, på jagt efter den mystiske Kurtz. Kurtz som i romanen er agent for det kompagni som har koncession på al handel på floden, er efter sine forsattes mening gået for vidt og bør stoppes. Som i filmen, tegner Conrad et billede af en utroligt begavet mand, en effektiv administrator, som efter lang tid i kompagniets tjeneste, til sidst erkender det hykleriske ved den præmis som hele den koloniale operation hviler på. For at ”redde” de vilde, skal de enten underkues eller slås ihjel.

Til at undersøge denne ”maverick”, sender kompagniet en ung uerfaren kaptajn, som under sin rejse op ad floden bliver betaget, ja nærmest forført at Kurtz, gennem hans personale journal. Gennem en række hændelser på vejen til Kurtz jungle tilholdssted, forsøger romanen at belyse det korrumperende ved hele det koloniale projekt. Ved vejs ende finder Marlow da også imperialismens heart of darkness/ mørkets hjerte, en god mand som er gået ”native” i junglens fugtige mørke. Den ”vilde” genopstået i det civilicerede menneske: det mørke i menneskets hjerte.

Filmen har også søgt at gengive meget af den stemning af forfald og forrådnelse som Conrad efter egne erfaringer langs Congo floden beskrev i sin roman. Både filmen og roman er fyldt med røg og tåge, samt en central tendens til at anvende lys og mørke til at skildre personernes indre kamp mellem godt og ondt.

For Conrad var det essentielle ikke den fysiske rejse op ad mørkets flod, men derimod rejsen længere og længere ind i kolonialismens og imperialismens mørke hjerte. For Coppola var rejsen op ad floden blot en praktisk allegori, den opfyldte hans behov for mange forskellige tableauer, og dannede samtidigt den dramatiske baggrundseffekt som var nødvendig for at vise krigen fremadskridende, eller nærmere betegnende nedadskridende, udvikling.

Fra hovedkvarterets ro og disciplin, til det totale kaos og militære nedsmeltning ved Do Lung broen på grænsen til Cambodja. Kritikere har påpeget at ved at vælge Conrad som litterært forlæg, knyttede Coppola sig til den imperialisme, som også Conrad havde dyrket. Ved at underordne Vietnameserne og gøre filmens konflikt til en moralsk kamp amerikanerne indimellem, undsagde han sig selv når han udtrykte håb om at filmen kunne blive, ”..an experience that would give its audience a sense of the horror, the madness, the sensuosness, and the moral dilemma of the Vietnam war.”

Som Andrew Martin skriver, fungerede Conrads roman i et univers og en tid, hvor ideen om det europæiske imperialistiske kolonisations projekt, endnu ikke var helt tømt for idealisme. ”In Apocalypse Now it is precisely the lack of any such enabling idialism behind the American war in Vietnam that finally undermines both Willard and Kurtz.”

John Millius skrev det første udkast til det som skulle blive manuskriptet til Apocalypse Now , i 1969, mens krigen var på sit højeste. Tænkt som den senere så kendte stjernekriger George Lucas anden film, men denne tidlige version af filmen blev ikke til noget.

Det var Millius mening at filmens skulle indspilles med en høj grad af realisme, med et lille budget og med deltagelse af veteraner fra netop de kamphandlinger som filmen skulle skildre. Men kontraktlige årsager gjorde at Lucas i 1974 valgte at droppe Apocalypse Now projektet og i stedet koncentrere sig om at indspille Starwars (hvilket nogle har valgt at læse som en slet skjult allegori over Vietnam-krigen.)

Millius manuskript lagde vægt på Kurtz´s retskaffenhed og junglens og dermed også hele landets korrumperende effekt. Millius var betaget af krigen og han ønskede at beskrive de amerikanske soldater i et så positivt lys som muligt. Millius mente at have fundet et moderne forbillede til Kurtz, nemlig oberst Robert Rheault fra de grønnebaretter.

I 1969 blev han stillet for en krigsret, anklaget for at have henrettet en sydvietnamesisk officerer, som han mistænkte for at være spion. Han blev ikke dømt, kun frataget sin stilling, men det faktum at han overhoved blev anklaget, var for Millius et symbol på alt hvad der var gået galt for amerikanerne i Vietnam. Fordi hvad var, set med Millius og mange andre amerikaneres øjne, Rheault forbrydelse? Som Millius selv sagde, ”So this guy is doing his job, I mean he´s trying to win. Eventually he is incarcerated; he is brought down for trying to win the war.” [3]

Blandt de mange bøger som udkom i tiden efter Vietnam-krigens afslutning i 1975, står Michael Herr´s Dispatches (1977), som en milepæl. Herr´s havde dækket Vietnam-krigen for ”Esquire” magazine som krigskorrespondent i tiden mellem maj 1967 og maj 1968. Det var blandt disse tidligere artikler han fandt materialet til det som efter syv års arbejde, skulle blive til en af Vietnam litteraturens mest populære ikoner.

Ikke mindst bogen narrative stil, eller mangel på samme vakte opsigt. Herr beskrev selv bogen som en roman, men han lagde heller ikke skjul på at den byggede på hans egne erfaringer og derfor kommer læseren hele tiden i tvivl om de soldater og de hændelser han beskrev faktisk havde fundet sted, eller bare var ren fiktion. Anmelderne var ikke sene til at udnævne bogen til et mesterværk, på en gang litterært og historisk.

Men det som adskilte Herr´s skildring af Vietnam-krigen fra de fleste andre konventionelle journalistiske eller faghistoriske, var dens totale mangel på et samlende narrativ. Fra start til slut, er det en samling spredte anekdoter, ikke samlet udfra nogen kronologisk eller tematisk orden, men mere eller mindre anbragt tilfældigt. Denne følelse af tilfældighed, eller rettere kaos, gennemsyrer hele bogen og er med til at få læseren til at forstå at dette er en ny slags krig. Igen og igen henviser han til anden verdenskrig, både som bærer af en speciel amerikansk militær tradition og som mytisk begivenhed, men også som noget ”arkaisk”.

Bogen fungere også som symbol på den nye verden, som Herr mente Vietnam blev vartegn for. En relativistisk verden; postmoderne måske, men altid under forandring. Anderledes end den verden som han selv og resten af hans generation var vokset op i. Som han skrev på første side,

”We Knew that the uses of most informations were flexible, diffrent pieces told diffrent stories to diffrent people. We also knew that for years now there had been no country here but the war.”

Her kunne han lige så godt tale om USA som om Vietnam. Fordi det var, til og om amerikanerne han skrev og ikke Vietnameserne. Som i Apocalypse Now og resten af film genren for den sags skyld, behandles Vietnameserne som statister, hvis ikke som deciderede skurke. Måske skyldes det primært som Herr skriver, ”at læse dem (kort over Vietnam) var som at læse ansigtet på en vietnameser, og det var det samme som at læse i vinden.”

Det kan argumenteres, at fordi kulturkløften, mellem øst og vest var for stor, internaliserede amerikanerne fra første færd konflikten; de invaderede dermed ikke bare landet fysisk men også mentalt. Herr bog er vigtig i den forstand at den er et betydningsbærende vidnesbyrd om ikke bare krigens vanvid generelt, men også om den erkendelsesmæssige forandrings bølge som ramte USA og amerikanerne i kølvandet på deres intervention i Sydøstasien.

Som også filmen er bogen et vidnesbyrd om amerikanernes forsøg på at komme til tåls med en smertelig fortid, men også at dette ikke var muligt, i hvert tilfælde udfra konventionelle metoder. Derfor var det oplagt at indkalde Herr til at skrive filmens fortællerstemme, fordi han om nogen var blevet krigens stemme.

Herr blev, efter færdiggørelsen af filmen hyret af Coppola til at skrive Willard´s fortællerstemme. Det er ikke mindst sammenkoblingen mellem Herr´s litterære Vietnam univers og Coppola´s visuelle univers, som ifølge Adair, udgør den skabende akse i filmen. Herr skal vi senere vende tilbage til, ikke mindst fordi det var hans manuskript som lå til grund for Kubrick´s Full Metal Jacket.

Det som kendetegnede Herr´s såvel som Coppola´s vision af Vietnam var at det var et sted som var umuligt at nå gennem den konventionelle histories narrativ stil. Det gav ingen mening at rekonstruere krigen ved hjælp af kildemæssigt belyste årsagssammenhænge, fordi krigen havde været gennemsyret af vanvid, et vanvid som karakteriserer såvel menneskene, som landet. Som ingen anden havde han held til at fange tidsånden og krigen sådan som mange oplevede den, både veteraner og civilister, nemlig som et uhyre, der var større end noget enkelt menneske.

”Year after year, season after season, wet and dry, using up options faster than rounds on a machine-gun belt, we called it right and righteous, viable and even almost won, and it still only went on the way it went on.”

Det som måske er Herr´s vigtigste fingeraftryk på filmen, er dog hans insisteren på at gøre Vietnam til en abstraktion, et symbol og et begreb på det amerikanske syndefald. Hos Herr findes der ingen virkelig interesse i at finde den virkelige årsag til krigen, de skyldige til miseren ses kun som skygger eller beskrives kun i forbifarten.

Om end ingen af Herr´s mange anekdoter fra bogen er at finde direkte i filmen, lægger hans tekst til Willard´s indre dialog sig som et tungt tæppe hen over hele filmen. Derfor overrasker det ingen da vi ved vejs ende, i Kurtz lejr efter hans henrettelse, ikke opnår nogen form for tilfredsstillelse, men kun den samme tvetydighed som Herr ender sin bog med.

For litteratur- forskeren er dette selvfølgelig helt legitimt, da pointe jo aldrig var at give publikum et virkeligt billede af krigen. Derfor står filmens insisterende syn på krigen som en illusion om en illusion, fortalt gennem metaforer og allegorier spundet over et litterært forlæg, som en fremragende måde at beskrive krigen på.

Apocalypse Now Redux - production af

Francis Ford Coppola´s film fra 1979, var og er et af hovedværkerne om Vietnam-krigen, ikke mindst fordi den kun udkom fire år efter krigens afslutning. I denne sammenhæng er det vigtigt at huske på at filmen havde været undervejs siden ´75 og derfor må siges at havde sit udgangs punkt i tidsånden lige efter Saigon´s fald 1975.

Sammen med Michael Camino´s The Deer Hunter og Hal Ashby´s Coming Home, begge fra 1978, udgør disse tre film den første bølge af Hollywood fortolkninger af Vietnam krigen og repræsenterer derfor også et naturligt start punkt for denne analyse. Selv om alle tre film blev belønnede med Oscars, var Apocalypse Now fra starten dømt til at være det sorte får i flokken.

Den var vildere og mere diffus end de to andre. Den havde været undervejs længe og omgivet af alskens rygter, var den kontroversiel lang tid før den fik premiere. Men det som klart distancerede den fra de andre var dens fundamentale og meget kaotiske syn på krigen samt det faktum at dens handling udelukkende er henlagt til Vietnam.

Der er ingen hjemmefront at spejle sig i, sådan som var tilfældet med The Deer Hunter og Coming Home. Faktisk er et af filmens budskaber at der intet at vende tilbage til, i det mindste for hovedpersonen Kaptajn Benjamin Willard (Martin Sheen). Som han bittert kommenterer, ”back home just didn’t exist anymore.” Det er dette ”back home” som de to andre film tager udgangspunkt i, og som gør dem fundamentalt anderledes end Apocalypse Now.

Filmen fik aldrig den sammen gennemslags kraft i USA blandt kritikerne, som de andre, om end den over tid langt overgik de andre i indtjening. Dette skyldes ikke mindst det faktum at filmens var et visuelt overflødighedshorn fyldt med kaos og galskab. Francis Ford Coppola´s udtalte motiv for at lave filmen var blandt andet han ønske om at hjælpe amerikanerne til at lægge krigen bag sig.

Derfor var filmen, ifølge Coppola selv, ikke om Vietnam, den var Vietnam. Dette var selvfølgeligt en overdrivelse af episke proportioner, men også meget typisk for Coppola selv og hele hans film-projekt. På trods af dette, forsøgte filmen som ingen anden at beskrive krigen, ikke som den var, men som den føltes, med al sin gru og absurditet. Apocalypse Now giver ingen historisk kontekst, hvormed publikum kunne identificere eller indsætte nogen form for historisk viden.

Som næsten alle efterfølgende Vietnam film fungerer den inden for rammerne af det mytiske jungle klædte, dekadente ´Nam. På den måde adskiller Apocalypse Now sig fra de andre samtidige film, ved helt bevist at bryde med de konventioner som omgærdede krigsfilms genren på det tidspunkt. Coppola mål var dog heller ikke at skabe et troværdigt billede af Vietnam, men at opfange og destillere amerikanernes eget syn på krigen.

Hvad Coppola ikke vidste da han i 1975 gik i gang med indspilningen var at det skulle tage ham tre år og næsten hele hans formue på at få filmen i kassen. Optagelserne on-location i Fillipinerne blev bl.a. afbrudt i tre måneder af at hovedrolleindehaveren Martin Sheen fik et hjerteanfald, ikke mindst på grund af det pres han blev udsat for pga. den i heden småt vanvittige Coppola.

Filmen som var budgetteret til $ 12-13 millioner, kom i sidste ende til at koste $ 33 millioner, delvist finansieret af Coppola selv, og helt uden om de store filmselskaber. Prisen blev så høj som den blev, fordi Coppola ønskede at filme on-location i Fillipinerne, hvilket ofte er voldsomt dyrere end at filme i et studio, og fordi Marlon Brando forlangte de uhørte beløb af $ 3 million for 3 ugers for at deltage i projektet. Prisen endte dog også med at blive en stor belastning for både Coppola personligt, og for det filmselskab han havde startet efter sin succes med Godfarther filmene (1972-1974), med personlig konkurs i 1983 senere til følge.

Det faktum at hele projektet fra starten var omgivet af hemmelighedskræmmeri, betød at film-projektet i USA begyndte at leve sit eget mytiske liv. Hverken mængden af tid eller penge brugt, eller Marlon Brandos medvirken gjorde interessen mindre, nærmest kun større. Så da filmen endelig fik sin premiere ved Cannes filmfestivalen i 1979, to år efter den skulle have været færdig, var det til og med til blandede kritiker anmeldelser.

Forsinkelsen medførte blandt andet at den blev overhalet af to andre Hollywood film, Coming Home og The Deer Hunter , som begge fik premiere i 1978. Begge disse film var langt fra så kontroversielle som Apocalypse Now, og høstede da også både kritikere roser og statuetter ved Oscars uddelingen i 1978.

At filmen i sidste ende skulle blive en af de mest sete Vietnam-krigs film, og ende på mange lister over vigtigste film i det 20 århundrede, betød på kort sigt meget mindre end den kritik og den ballade der havde omgærdet filmens tilblivelse. Det faktum at alle de tre store Vietnam-film var blevet udsat for kritik, af den ene eller anden grund, var medvirkende til at afholde Hollywood fra at kaste sig over Vietnam-krigen fra 1979 til Oliver Stone´s Platoon brød mønstret i 1986.

Apocalypse Now Redux - 1

Resume:

Filmen lægger ud med at introducere os for den udbrændte Kaptajn Benjamin Willard(Martin Sheen), en efterretningsofficer tilhørende 173.luftbårne regiment. Han er netop vendt tilbage til Vietnam efter et mislykket ophold hjemme i staterne, hvor han blev skilt og derfor efter alt at dømme intet har at vende tilbage til.

Efter en ugelang druktur, bliver han under eskorte ført til militærbasen i Nha Trang, hvor tre mystiske mænd, inklusive en general, give ham til opgave at finde og eliminere den indtil da højtbesungne krigshelt Oberst Walter E. Kurtz(Marlon Brando) Han har efter deres mening, været for længe i felten, ”gone native” om man vil, og bør derfor fjernes fra sin post.

Resten af filmen former sig som en lang rejse op ad den gådefulde fiktive flod Nung. Sammen med besætningen på den patruljebåd som har fået til opgave at bringe ham frem, møder han undervejs, blandt andre den excentriske Oberst Kilgore og hans luftbårne kavalerister, samt længere oppe ad floden, på kanten af junglen, en gruppe playboy-piger som i et stort anlagt sex-show underholder en blandet flok soldater og sømænd.

Rejsen forsætter forbi den Dante lignende Do-Long bros infernalske meningsløshed og ender langt om længe ved et gammelt tempelkompleks et sted i Cambodjas jungle. Her har Kurtz forskanset sig med sin hær af indfødte samt overløbne amerikanere. På trods af at Kurtz ved at Willard er sendt ud for at dræbe ham, lader han ham leve. Gennem en række nærmest uforståelige monologer, forsøger Kurtz at gøre sig forståelig over for Willard.

Men filmen ende med at Willard slår Kurtz ihjel, hvorefter han sammen med det sidste besætningsmedlem fra den patrulje båd som førte ham op ad floden forlader lejren.