Alle krige har et overordnet tema eller illustration som alle kan genkende. Det kan være et navn eller en begivenhed, et billede eller en legende. Slaget på Rheden er kendt for Nelsons blinde øje, krigen i 1864 for billedet af soldaterne som tabet slæber en kanon fra Dannevirke, billedet af den første verdens krig vil altid være præget skyttegravenes helvede, mens anden verdens krig er husket for Hitler og Golf krigen som den første computer krig.
Vietnam krigen er unik i det billedet som de fleste associere krigen med, er billederne selv. Det var den første og sikker også den sidste krig som blev vist i al sin gru på tv. Tv-billederne fra slagmarken blev sendt verden rundt næsten samtidigt med at det skete og i farver! Fotografierne fra krigen, som billedet af en tilfangetagen Vietcong soldat som bliver henrettet af Saigon´s politi chef med et skud i nakken, eller det af et nøgent vietnamesisk barn som forbrændt flygter fra sin landsby efter et napalm angreb, er blevet synonyme med krigen. I en sådan grad at det er svært at skille billederne fra den historiske kontekst og realitet som omgiver dem.
Mens krigen blev transmitteret til millioner af amerikanske tv seere lige ind i deres dagligstuer, dette nærmest hellige sted, blev seerne konfronteret med krig sådan som de aldrig havde set den før; skilt fra sin patos og glorværdighed. Dette var ikke pasteuriserede krig som publikum var vant til fra biograferne, med John Wayne som helten i endnu et epos om anden verdens krig, dette var langt blodigere og kaotisk. Men vigtigst af alt åbnede det en sprække i den ellers så solide amerikanske konsensus kultur. Borgerligheden blev stillet på prøve da den kom ansigt til ansigt med konsekvenserne af sin egen ideologis yderste konsekvens.
Til forskel fra alle tidligere krige, hvis historier udelukkende, eller næsten udelukkende for første og anden verdens krigs vedkommende, var blevet fortalt gennem skriftlige kilder, det være sig memoirer, bøger eller breve, blev Vietnam-krigen domineret af billederne. Men på trods af, eller nærmere på grund af, tv-billedernes næsten daglige bombardement af de amerikanske dagligstuer, i perioden 1965-73, forblev Vietnam et mysterium for den brede amerikanske offentlighed. Derfor kan det ikke undre at det tog Hollywood så længe som det gjorde, før den første bølge film ramte biograferne.
Først seks år efter at den sidste soldat havde forladt landet, tretten år efter ”amerikaniseringen” og 20 år efter de første rådgiveres ankomst, var Hollywood klar til Vietnam. 1978 var i sandhed et Vietnam år, ved den årlige Oscar-galla vandt ”Coming Home” intet mindre end for bedst film, samt for bedste mandlige såvel som for kvindelige hovedrolle.
Intet havde betydet mere for Hollywoods uvilje mod at lave film om krigen en de kontroverser som overgik John Wayne´s ”The Green Berets” fra 1968. Filmen klarede sig egentligt fint ved billetlugerne, men med dens klare patriotiske og ideologiske budskaber, som søgte at trække på tråde fra både den velkendte anden verdens krigs mønster såvel som på John Wayne´s ikon status, klingede den hult sammenlignet med den virkelighed som den udgav sig for at portrættere.
Sammenlignet med de senere film repræsentationer af Vietnam, er der intet utvetydigt i Wayne´s politiske budskaber. Filmens genreramme var af naturlige årsager westernen, med Viet Cong castet som de ufrivillige indianere. Om end dette western tema skulle gå igen i senere film, (se…) var filmens politiske dagsorden alt for smal til at samle den allerede splittede amerikanske offentlighed. Wayne havde søgt og fået støtte fra Johnson administrationen, som i Wayne så en potentiel vigtig forbundsfælle, men på trods af ”The Dukes” iver efter at opildne sine landsmænd til kamp mod den råde farer, forblev nationen splittet.
For anti-krigsmodstanderne var filmen som en rød klud, hvilket medførte demonstrationer uden for flere biografer samt en generel nedsabling hos den liberale presse. Hos den konservative patriotiske fløj medførte denne fordømmelse dog kun en cementering af Wayne´s position som kold krigs ikon. Filmen byggede på Robin Moores bestseller fra 1965, The Green Berets, som havde solgt i et million oplag.
Den patriotiske diskurs som disse to værker, bogen og filmen, var en del af, hang uløseligt sammen med den brede folkelige opbakning som krigen i sine første år havde nydt godt af. Men at den amerikanske regering havde svært ved at sælge sit budskab om årsagerne til interventionen, (der forelå aldrig nogen egentlig krigs erklæring), byggede i høj grad på det faktum at de selv var ofre for mange af deres egne paroler. Som Richard Slotkin skriver om filmen i sin Gunfighter Nation:
”What is interesting about the film is not its misinterpretations of the war-as-fought but the accuracy with which it reproduces and compounds the official misunderstanding and falsification of the conflict.”
Men på trods af sine fine indtjenings tal, havde propaganda film som ”The Green Berets” det svært i tiden efter Tet-offensiven. Hollywood producerede ingen krigs film om Vietnam mellem 1967 og 1978, om end film som Battle of the Bulge (1965), Where Eagles Land (1969), Tora, Tora, Tora (1970) samt Patton (1970), vidner om krigsfilm genrens stærke position.
Dette problematisere meget af den litteratur som fortolker og analyserer Vietnam filmene, for set ude af sammenhæng med de samtidige anden verdenskrigs eposer, giver det ingen mening at påstå at amerikanerne flygtede fra krigsfilms genren som sådan, men kun virkelige version af krig som de oplevede den i deres fjernsyn. Anden verdens krigs filmenes succes, selv i Vietnam-krigens skygge, skyldes ikke mindst amerikanernes behov for at blive styrket i sin tro den mystiske amerikanske størrelse bedst kendt under betegnelsen, amerikansk ”ekseptionalisme”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar