Film og historie - 3

”After hearing the news of imminent war in the Middle East, we march in a platoon formation to the base barber and get fresh high-and-tight haircuts...Then we send a few guys downtown to rent all of the war movies they can get their hands on. We concentrate on the Vietnam films because it´s the most recent war, and the successes and failures of that war helped write our training manuals. We rewind and review famous scenes, such as Robert Duvall and his helicoptergunships during Apocalypse Now and in the same film Martin Sheen floating up the fake vietnamese Congo; we watch Willem Dafoe get shot by a friendly and left on the battlefield in Platoon; and we liten closely as Matthew Modine talks trash to a streetwalker in Full Metal Jacket.”

Selvom forfatteren og ex-marine soldaten Anthony Swofford´s meget personlige genkaldelse af tiden efter Golfkrigens indledning ikke kan siges at være symptomatisk for alle menneskers forhold til filmene, er det signifikant at netop disse tre, af Swofford i hans bog og siden i Hollywood filmen baseret på denne, Jarhead (2005), bliver tillagt stor værdig. At Apocalypse Now 25 år efter sin premiere, stadigvæk kan stå som andet end blot endnu en Hollywood spillefilm, er vidnesbyrd om den styrke der ligger i filmens repræsentation af Vietnam-krigen. Selvom filmen er nærmest surrealistisk i sit billede af krigen, så formindsker det ikke de følelser som filmen også formidler, og som langt hen ad vejen gør den mere interessant for den brede publikum, end noget faghistorisk værk kunne gøre sig forhåbninger om.

Et eksempel på en film som fint viser det problematiske i at fiktionalisere fortiden, er Johnny Cash filmbiografien Walk the Line (2005). Baseret dels på Cash´s egne selvbiografier samt på interviews med både Cash, hans kone June og deres familie, former filmen sig som den mytiske historie om en af Amerikas største popkunstnere fra hans barndom til hans ægteskab med June Carter i 1968. Filmen fiktionalisere og komprimere ganske naturligt Cash´s historie, samtidigt som den klart følger biopic genrens konventioner. Derfor er det naturligt at vi er vidner til Cash´s hårde og ganske traumatiske barndom som søn af en alkoholiseret bomuldsdyrker i Arkansas. Hans rejse fra ukendthed til gryende stjernestatus, fulgt af den hårde vej ned igen med følgeskab af utroskab og stoffer. Men som alle gode historier der er værd at fortælle, bliver også filmens Cash reddet (af sit livs kærlighed June Carter) og som en fugl Phønix rejser han sig ved filmens slutning som legenden Cash.

At dette ikke er den sande ”historie” om Cash, burde være åbenbart for enhver. Ud over det problematiske i at skulle vælge nedslagspunkter i en persons liv som kan siges at være repræsentative for personen og som samtidigt ikke øver unødigt vold mod fakta, begrænser de to timer filmen vare de narrative strenge som kan slås an. Der findes utallige versioner, fortolkninger og narrativer om Cashes liv, som filmen kunne have fortalt. Hans liv kunne være udgangspunkt for at anskueliggøre alle mulige fortællinger om USA’s historie fra 1950érne og frem. Man kunne have valgt en epoke i hans liv at gå i dybden med. Filmen vælger ganske naturligt for en Hollywood film, at fokusere på kærligheds forholdet mellem Cash og Carter, men denne måde at gribe fortællingen an på giver ganske givet et meget unuanceret billede af mennesket Cash, samtidigt som den fungerer fremragende som drama.

At disse betragtninger om Walk the Line, en uprætentiøs biografi om en sangers liv, kan give anledning til sådanne problemstillinger, sætter Hollywoods bearbejdning af Vietnam-krigen i sit rette perspektiv. Fordi hvorledes griber man det an når man ønsker at fiktionalisere og komprimere en historie som indbefatter millioner af menneskeliv og som har rørt ved millioner flere? Hvis myten Cash krævede omarbejdning så den passede med folk forestilling om hvordan Cash ”virkelig” var, hvor meget mere problematisk har det ikke været at fortælle historien om USA i Vietnam? At filmene langt hen ad vejen har karakter af myte skaber, fordi det billede af krigen de grundlægger, ikke har hold i nogen verificerbar virkelige hændelse, bliver dermed også lettere at forstå, fordi det er sådan Hollywood skaber succesfulde narrativer.